Trine DJ – blog #81

Her er Charlie, aka Lille Bøf

Nu sidder jeg langt om længe ved tasterne igen, og nyder en kort tid for mig selv, mens min snart 5 måneder gamle søn ligger i barnevognen og sover. Bloggen har ændret karakter en del gange efterhånden. For 8 år siden startede den som en rejseblog, som fulgte mine eventyr og træning som freestyle skiløber. Derefter blev det en skades-blog, hvor jeg gennem 6 år trænede mig op igen, fra to store knæskader som fyldte meget. Så blev det en ny identitets-blog, hvor jeg tog nogle store valg og omprioriterede en masse ting i livet. Og nu står jeg endnu engang, i den største omvæltning i livet, som “mor”, og spørger mig selv, hvem jeg mon er nu? For jeg er hverken den gamle Trine som skiløber, træner, instruktør, eller den nye Trine som mor endnu. På film bliver man mor fra første sekund, din baby kommer til verden. I min virkelighed, tager det tid at lære mor-rollen at kende. Jeg er lidt i ingen-mands-land og famler i blinde for at finde mig til rette og prøve at kombinere det gamle med det nye, på bedst mulig vis.   Livet er blevet større og mindre på samme tid. Med et mini-menneske på armen bliver det ikke større, og de mest stille og helt rolige tidspunkter, med min mand, søn og hund, kan føles som det vildeste nogensinde, eftersom følelserne suser rundt, i en ellers helt smadret mor-krop. Samtidig var der ikke en eneste ting fra livet før, som jeg havde lyst til at ændre på eller skifte ud. Men realiteten er, at størstedelen af de ting jeg trivedes allerbedst i, pt ikke er en del af mit liv, nu hvor Charlie er kommet til. Det handler om noget andet nu. På den måde er livet blevet mindre og mere snævert.    

Et af de sublime øjeblikke, på toppen af en dansk skibakke, med vores lille champ sovende på mavsen

Snævert i form af at det hele handler om den lille Bøf, og jeg derfor bl.a. takker nej, til at tage afsted som underviser på skiture denne vinter. Noget jeg ellers har kæmpet for at kunne de sidste par år, for endelig at tjene nogle penge på det jeg elsker at lave. Jeg synes det er fedt at undervise, træne andre og rykke deres niveau, lære fra mig, se at der sker en udvikling.   Min nye rolle, er nu som “træner” for Charlie de næste 18 år.  Det er vidst ikke noget man bliver rig af, tværtimod, hehe, men rig på nye unikke oplevelser i bagagen, som jeg ikke kan få på egen hånd. Jeg prøver virkelig at nyde tiden nu og det bliver heldigvis nemmere måned for måned. Har aldrig syntes nyfødte babyer er supersøde, men allerede efter 2-3 måneder bliver de pludselig mini-mennesker, og så bliver det hele lidt mere håndgribeligt. Selvom alle siger man skal nyde sin baby LIGENU, så glæder jeg mig også til, at Charlie bliver 2-3 år gammel. Hvor jeg føler at mulighederne åbner sig og hvor jeg for alvor kan være dén mor jeg glæder mig til at være for Charlie. Jeg øver mig hver dag i, at det er okay at der ikke sker så meget lige nu. At behovet bare er hygge og nærvær hver dag, og ikke de store oplevelser udenfor, som jeg selv er drevet af. For hvis jeg skal være ærlig – så er jeg ikke den mor som siger STOP TIDEN mens jeg har et spædbarn, som ikke kan noget, andet end at være pisse sød og krævende. Men det er nok lige præcis her, i denne fase at jeg selv udvikler mig allermest. Og det driver mig også. For ALT hvad Charlie oplever, er første gang han oplever det nogensinde, og det er MIG der viser ham det, lære ham det, og erfarer en masse ting, både ham og jeg. Så selvom det er svært at kende mig selv vi øjeblikket, er det et spørgsmål om tid. Det tager tid at adskille sig fra alt det gamle, og opbygge den nye hverdag hvor tryghed for ham og spontanitet for mig skal findes i en hård-fin balance.   Så min træner-rolle har fået et andet perspektiv nu. Et perspektiv som alle andre med en baby/børn i familien sagtens kan sætte sig ind i, den klassiske leverpostejs-dansker-hverdag, som jeg ALDRIG nogensinde har ville ha, men hey,  leverpostej smager sku meget godt når den lunes og får lidt ekstra kærlighed.  

Det der sker her, er at Charlie har skreget alt for længe og går pludselig (endelig) kold, dog med hænderne inde i hans fars mund, hvilket bliver en meget akavet stilling, eftersom en far aldrig ville vække sin søn fra en mulig lur!

Jeg følte mig ret uheldig, at få et ekstra langt break fra den aktive hverdag, eftersom mine mavemuskler naturligvis blev delt under graviditeten, men desværre ikke voksede sammen af sig selv. Dertil fulgte jeg et genoptræningsprogram, med røvsyge vejrtrækningsøvelser i et par måneder, hvor det eneste aktivitet jeg måtte lave, var gåture med barnevognen. Det føltes ligesom mine skades perioder med genoptræning af knæene, hvor tålmodigheden virkelig skulle findes frem. Det værste du kan bede mig om er, ikke at lave noget aktivt og bare holde mig i ro. Jeg bliver SKØR. Mange andre havde set det som Guds gave til at få et break, men jeg bliver så understimuleret og i dårlig humør af ikke at røre mig. Nu er mavemusklerne vokset sammen igen, men overbelastning kan få dem til at dele sig, så jeg er yderst påpasselig med træning og dårlige bevægelser. Jeg ville ønske, at jeg kunne give den gas, være “Super-fit-mom” som sparker røv umiddelbart efter fødslen og komme hurtigt tilbage til hvad jeg jeg kunne – for det forventede jeg i høj grad – men sådan blev det ikke. Det tar sin tid, det har jeg accepteret, jeg passer på min krop og laver kontrollerede gulv øvelser hver dag. Til gengæld er den læring jeg har fået med, ret unik. Der er nemlig meget få folk derude, som ved hvad der skal gøres med delte mavemuskler. De færreste personlige trænere, de færreste med mor/baby hold, de færreste læger og fysioterapeuter – jeps jeg prøvede at snakke med dem alle, men fik intet konkret hjælp af nogle. Derfor føler jeg mig ekstra godt udrustet til at hjælpe andre nu, efter selv at være kommet om på den anden side. Så hurra for, altid at kunne tage noget med videre, fra de bump der kommer på vejen. Hold kæft hvor bliver man klog, hver gang livet udfordrer én.  

…Man finder altid en løsning…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *