Let og elegant, eller av og elefant?

  • 30. januar 2017

Den er rund, spændstig og bevæger sig når du rører ved den. Den er hjælpemidlet til at stabilisere kroppen og gøre dig til en bedre skiløber. Tør du tage imod en balancerende udfordring?

Den form for balancetræning du kommer til at kaste dig ud i, efter inspirationen fra denne artikel, er blærerøvstræning i allerhøjeste grad. Folk kommer til at spærre øjnene op efter dig, når du med en god mængde tålmodighed udvikler dig fra elefant til elegant – på toppen af en stor træningsbold!

Det er en anderledes og fed måde at træne balancen på, hvor du hurtigt kan mærke udvikling og belønnes med en ekstra mængde motivation, til at opnå næste step hver gang.

Koncentration er nøgleordet for balancetræning, som er ekstremt brugbart i mange sammenhænge, men som der generelt fokuseres for lidt på. Balance er en del af hverdagens udfordringer, og styrkes den, kan du ikke blot blære dig med at binde snørebånd på et ben (som alle jo selvfølgelig ønsker at kunne), du vil også kunne mærke en betydelig bedre stabilitet når du står på ski. Selv på præparerede pister er underlaget ujævnt og udfordrende, så musklerne omkring knæene, lårene og ballerne skal være stærke, for ikke pludselig at komme ud i en skidt yderposition og risikere en skade. Derfor nytter det ikke noget, kun at kunne kontrollere balancen på stabile, faste underlag og det er derfor helt oplagt at tage en træningsbold med i balancetræningen, som styrker knæ, lår og baller.

Overordnet handler det om kropskontrol, stabilitet, styrke og tålmodighed. Hvis du ikke selv synes du indebærer disse egenskaber, så fortvivl ej men skaf dig en tålmodighed der siger spar2, så kommer de andre egenskaber af sig selv med tiden. Det er meget individuelt hvor hurtigt og nemt du kommer videre fra Step til Step, men generelt vil du kunne mærke tydelig fremskridt uge for uge, hvis bare du bliver ved.

Praktisk/sikkerhed
Skaf en træningsbold af mærket Duraball Pro. Den koster godt nok 500 kr. men er langt kraftigere, mere stabil og sikker at skulle udfordre sig selv på, fremfor diverse andre bolde du låner dig til i f.eks. fitnesscentre. Duraball Pro kan holde til en belastning på 500 kg, så hvis du vejer mere end dette, bedes du for alle menneskers skyld droppe bolden og investere i et helt motionscenter i stedet.
Skab noget rum/træningsplads. Du behøver ikke synderligt meget plads til disse øvelser, men det er vigtigt der ikke er møbler tæt omkring dig, som du kan slå dig på. Falder du uheldigvis ned, er det yderst ærgerligt, hvis det er på hovedet ned i din mormors gamle arvestykker af krystal vinglas.

Disse balanceøvelser handler ikke om udholdenhed eller syre i musklerne. Men derimod om fuld fokus, koncentration og stabilitet. Når du er træt i benene skal du bare accepterer det og tage et par minutters pause, før du prøver igen med fornyet energi i skinkerne.

Balance-træningen
Step 1 – bliv tryg på knæ
Målet med første øvelse er at formå IKKE at blive uvenner med bolden, allerede inden du er kommet op og stå på den. Dermed sagt, at du skal blive tryg på den først. Balancér på knæene på bolden. Udfordrer dig selv ved at bevæge bolden under dig, kontrolleret ud i yderpositioner, frem og tilbage, fra side til side, bevæg kroppen langsomt op og ned. Det er kun meget små bevægelser som gør sværhedsgraden langt sværere. Når du har god kontrol på knæene og har overskud til at lege med bevægelserne på den, er du klar til step 2.

57f35a743c738_skisport_dk

Det er sværere end det ser ud til
Step 2 – kom op og stå
Kom op og stå på bolden. Enten med hjælp fra en ribbe, ven eller lignende, eller øv dig på selv at komme op ved at kontrollere med hjælp fra hænderne som vist i videoen. Stå stabilt med skulders bredte fødder og let bøjede knæ ovenpå bolden. Udfordrer dig selv ved at lave små bounce (hop) på bolden, kig rundt forskellige steder i rummet. Det er meget sværere end at fokusere på et punkt. Når du har god kontrol oppe på bolden, og overskud til at lege lidt med bevægelserne på den, er du klar til step 3.

57f35a88be948_skisport_dk

Når du først har fundet kontrollen til at komme op og stå, bliver det rigtig sjovt
Step 3 – squats på bold
Squats! Øv dig på dem på gulvet først, og sørg for du kan lave helt kontrollerede og rolige squats, før du kaster dig ud i dem på en ustabil bold.

Fokusér på et punkt, det hjælper dig med at forblive stabil. Først små squats (buk i knæene) derefter kan du udfordrer dig selv ved at gå dybere. De skal være helt kontrollerede, både på ned- og opturen. Når du har god kontrol i dine squats uden dine ben ryster for meget under dig, er du klar til step 4.

57f35a9a59beb_skisport_dk

Det er vigtigt at være 100% fokuseret, når du laver squats, for ikke af falde af bolden
Step 4 – ryk bolden fra side til side
Stå med letbøjede knæ, og bevæg bolden fra midt positionen og langsomt fra side til side

57f35aaadc5ca_skisport_dk

I denne øvelse bruger du mange af de samme øvelser, som du gør ved skiløbet
Step 5 – Leg
Du er nu stabil nok, til at tage imod udfordringer, hvor yderpositioner og bevægelser skal kunne mestres, hvilket de bør gøre efter disse 4 steps. Få en makker til at kaste en tung bold til dig, som du skal gribe mens du står på bolden, og skal fokusere på at stabilisere i hele din core, hver gang du griber en bold som kommer i forskellige retninger og højder.

57f35abdd8f21_skisport_dk

Glade skiløbere er gode skiløbere
Du når med sikkerhed ikke til step 5 den første måned, men hold hovedet højt og bliv ved, for det er nogle geniale og superseje, anderledes øvelser, som udover at gavne dit skiløb, også bringer din selvtillid til tops
Held og lykke!

Se træningsvideo:

Se videoen hvor alle steps bliver fuldført

MØD VORES KURSISTER #2

  • 20. september 2016

Af Tine Ewe – 20. september 2016 – Kilde: Artikel

innovativesport-01

Der kan være mange forskellige grunde til at søge om en plads på Innovative Sport Management. Nogen ønsker branchekendskab, andre vil gerne have udvidet deres netværk. I en række blogindlæg får I muligheden for at møde nogle af de kursister som går på det første hold på Innovative Sport Management.
Her kan du læse om Trines baggrund og motivation for at gå på holdet.

Beskriv kort, hvem er du?
Trine, 23 år, freestyle skier på højeste nationale niveau siden 2005. Udover freestyle scenen har jeg også en fod indenfor alpin skiløb, off piste skiløb og instruktør scenen. Tidligere mål om deltagelse ved OL, men efter knæskader er fokus blevet mere alsidigt inden for sporten. Medstifter af stort, nyt kvindeligt ski fællesskab.

Hvorfor søgte du om en plads på Innovative Sport Management?
Rejser, konkurrencer/events, træning, sponsorater, økonomi og planlægning har været størstedelen af min hverdag i ski miljøet. Derfor har jeg en naturlig selvlært tilgang til det hele, og ønsker nu et mere professionelt og større indblik i strategierne til at gribe de mange detaljer an i sports management.

Hvad håber du at få ud af kurset?
Jeg håber kurset vil give mig gode redskaber til at gribe tingene lettere an, samt være en øjenåbner for hvilken uddannelsesvej jeg måske skal gå ved siden af skiløbet. Jeg har et godt og bredt netværk og kunne være svedigt at ende med en skarp fremadrettet plan så jeg kunne gøre gavn af det.

Hvad drømmer du om at arbejde med i fremtiden?
Hvis jeg må drømme lidt stort, så være hovednavnet bag et gennemført årligt actionsports event i bjergene, med så stor opbakning og interesse at det kunne medie dækkes verden over og hive penge nok hjem så man kunne leve fedt af det.

Har du det ligesom Trine, vil du have et mere professionelt og større indblik i strategierne til at gribe de mange detaljer an i sports management?

Dansk freestyle stortalent stadig skadet

  • 10. maj 2016

Af Ane Carlsen – 10. maj 2016 – Kilde: Artikel

”Som 11-årig havde jeg clearet den 10 meter lange box i Avoriaz, samt sat mine første 180’ere og 360’ere. Det viste sig at være nok til en 2. plads i de voksne kvinders række, da jeg for første gang stillede op til DM i slopestyle i 2004. Et par år senere vandt jeg alt hvad der kunne vindes i freestyle-disciplinerne; slopestyle, halfpipe og big air/box session. Siden da har jeg deltaget ved DM, og jeg i dag har høstet 18 DM freestyle guldmedaljer, samt en 4 og 5. plads ved freeride DM.”

Trine Dalberg Jørgensen fik som 3-årig spændt de første par ski på fødderne og drønede ned ad pisten i en sele i hælene på sin ældste storesbror når hele familien var samlet i Vallåsen ca. 30 minutter fra deres sommerhus.

riders-03

”Som 10 årig fik jeg mine første twintip ski (trick ski) i julegave, da min bror Rasmus D.J. (Rasmus D.J. er Rasmus’ kælenavn, som står for Rasmus Dalberg Jørgensen) havde overført sin interesse for freestyle skiing til mig, hvilket gav mig en masse træningsmuligheder, da han var på sæson i Frankrig”.

”Lige siden jeg rejste ned til Rasmus for første gang i 4. klasse og stod på ski flere uger i træk, vidste jeg med det samme, at det kun kunne gå for langsomt med at gøre folkeskolen færdig og komme afsted ligesom Rasmus.”

Trine D.J. blev inviteret med på forskellige sponsorture med ”de store drenge”, som Trine selv kaldte brødrene og deres venner, for at filme til RAD Films danske skifilm. Sidenhen har hun været med i alt i fire film.

skiforbund-02

Mit livs største eventyr som 15-årig
Efter 10. klasse rejste en skoletræt Trine til New Zealand med sin bror Rasmus, som boede i autocamper og trænede i parken dagen lang. ”Det var mit livs største eventyr som 15årig”, fortæller Trine glad og stolt.

Derefter knoklede Trine hårdt med forskellige jobs, for at spare nok op til sin første fulde vintersæson. Som 17 årig gik drømmen i opfyldelse, og hun tog med sin bror Rasmus D.J. til Val Thorens i Frankrig. Hun brugte størstedelen af tiden i parken, hvor udviklingen tog fart, og hvor Trines tricks efter 5½ måneds træning begyndte at være som de skulle. Trine begyndte sin egen blog om træningen og eventyret på ski (www.trinedj.dk.) og efter to sæsoner i Val Thorens, deltog hun i sine første to internationale konkurrencer; SFR Tour i Val Thorens og Austrian Open i Østrig. Begge gange blev til en 8. plads.

skiforbund-03

Potentiale til X-games
Traditionen tro deltog Trine igen i DM og landede en perfekt ”900” (et særligt trick, hvor man spinder 2½ omgange om sig selv). Hun blev bedømt på lige fod med drengene, og fik en imponerende 8.plads, og fik derudover en meget betydningsfuld kommentar med fra det franske dommerpanel om, at hun havde potentiale til at kunne deltage i X-games, der bliver betragtet som noget af det ypperste inden for freestyle ski. ”Jeg har aldrig nogensinde været så stolt som dengang, og dette har været den mest succesrige oplevelse nogensinde” fortæller Trine glad.

skiforbund-04

Skaderne ødelagde konkurrencemulighederne
Slopestyle-disciplinen var netop kommet på OL programmet, og 18-årige Trine begyndte efter nogle måneders træning i New Zealand at planlægge rejser til forskellige World Cups med håbet om at kunne deltage som den første danske kvinde nogensinde. Hun og en tysk veninde meldte sig derfor til en stor international konkurrence, NZ Open for at kvalificere sig, men noget gik helt galt, da Trine kørte sit run. ”Jeg kunne mærke, at jeg kom lidt skævt ind i tricket, men kom fint rundt og landede så i bagvægt ned bag på skiene. Sneen var slushy i landingen, og i det jeg trækker mig op, twister mit højre knæ og bom, så ligger jeg der. Jeg følte ikke, at det gjorde synderligt ondt, men nogle signaler blev alligevel sendt til min hjerne, for jeg blev liggende med tårer i øjnene og var helt bevidst om, at knæet føltes mærkeligt. Folk og læger kom hen til mig, og da jeg kom på benene og prøvede at støtte på benet, kollapsede det fuldstændig under mig”

Scanningerne på hospitalet viste et overrevet korsbånd og en ødelagt menisk.

”Da den New Zealandske fysioterapeut fortalte, at jeg skulle hjem til Danmark og opereres, og at det ville tage et sted mellem 9 måneder og tre 3 år før jeg var rigtig på benene igen, brød jeg for alvor sammen.”

Først efter 11 måneders fokuseret genoptræning og et nyt korsbånd, var Trine igen klar til at komme på ski. Men pludselig føltes alting grænseoverskridende og mange kampe skulle overvindes, for at få en smule succesoplevelse i parken, fortæller Trine.

Det blev et slag i hovedet og et bump på vejen for motivationen, da Trine erfarede, at hun havde for ondt til at kunne sigte mod Worldcup og OL. Vinteren og sommeren 2013 og 2014 gik med fokuseret fysisk træning med broderen Rasmus. D.J. og samtaler med en mental træner. Herefter besluttede Trine at tage på sæson med sin danske skiveninde Isabella Tvede, som også er kendt fra det danske freestyle miljø. ”Jeg glædede mig helt vanvittigt meget til at tage et nyt sted hen, hvor mit eneste fokus var at lege skiløbet ind igen, og at få glæden tilbage ved det.” Træningen gik godt, OL 2018 stod atter på to-do listen, og humøret var flyvende.

skiforbund-05

Begge korsbånd og et ledbånd
”Der skulle afholdes to store konkurrencer i Mammoth, USA og jeg blev tilmeldt dem begge.” Ved US Grand Prix, som var et kæmpe stævne, var størstedelen af verdenseliten mødt op. Banen var voldsomt stor, men målet var bare at gennemføre og at have en succesoplevelse ved det. Desværre falder Trine og vrider knæet, skriger højt og er, som hun selv forklarer det, helt klar over at sæsonen var slut. Denne gang havde Trine revet begge korsbånd og et ledbånd over.

”Den psykiske smerte var den værste, fordi jeg vidste, at jeg skulle hjem” fortæller hun. Trine fik en stor skinne, som skulle holde benet og knæet fast i en bestemt position i tre måneder, så hendes bagerste korsbånd kunne hele. Efter seks måneder blev hun opereret, og derefter ventede seks måneder med forskellige skinner på benet. Trines skadesforløb blev sat til 1,5-2 år, før hun kunne komme på ski igen.

Hun går nu til genoptræning fire gange om ugen, knæet har det godt, og det bliver heldigvis konstant stærkere og stærkere. Eksperter og fysioterapeut kom dog tidligt i forløbet med en hård udmelding; Hvis Trine i fremtiden ville lære sin børn at stå på ski, så var det slut med for hende at dyrke risikofyldt skiløb fremover.

”Mine knæ har ikke råd til at komme ud for en skade mere af denne slags. Det har taget mig mange måneder at acceptere, at jeg er nødt til at omlægge mine planer. Men jeg glæder mig helt vildt meget til forhåbentligt at starte på et nyt kapitel i mit liv efter sommeren. Jeg er blevet ældre, mere selvstændig og har taget ved lære af hele skadesprocessen og den store erfaring, de sidste 10 år i ski-miljøet har givet mig. Det er spændende at se, hvor jeg ender en dag. Livet er lærerigt og fremtiden må vise hvilken vej, jeg går”.

Når drømmene må ændres

  • 12. februar 2016

Når drømmene må ændres – Interview med Trine Dj
Af Marie Tvarnø – 12. februar 2016 – Kilde: Artikel

riders-02

Fra hun var 10 år har freestyle ski været en stor del af hverdagen for Trine Dalberg Jørgensen. Hun har været på den danske skiscene i mange år, og drømmen om OL voksede og var en del af hendes mål. Men efter to knæskader er målene blevet revurderet. Skiløbet er ikke lagt på hylden, men det bliver skiløb med en anden indgangsvinkel end hun i første omgang havde håbet på.

riders-03

Om at vokse op i skimiljøet
Siden hun var helt lille har hun stået på ski, og det meste af skiløbet er derfor blevet leget ind. Allerede som 10årig fik hun lov til at rejse ned og besøge sin storebror Rasmus DJ, der var på sæson. Drømmen om selv at komme på sæson og stå på ski hver dag startede her. Da hun var 11år, stillede hun for første gang op til DM. Den lille pige blev nummer 2 og her stoppede det ikke. Med tiden kom der flere internationale konkurrencer på programmet, hoppene blev større, og konkurrencefeltet langt stærkere.

”Jeg havde været vant til succesen som lille pige i dansk skisport, og pludselig var niveauet noget helt andet, hvor jeg hver gang lå i bunden. Alle de andre internationale skiere havde trænere med på sidelinjen og en skibakke som nabo. Så dér mærkede jeg for alvor forskellen. Heldigvis har jeg altid haft Rasmus på sidelinjen, som har fungeret som træner for mig.”

På trods af manglende bjerge i Danmark og ingen træner, havde Trine alligevel stor succes med to brædder under fødderne. Efter hendes første sæson, voksede interessen for skiløbet yderligere, og lysten til at gøre det til noget mere seriøst blev større. Hun overvejede derfor at tage på NTG (Norges Topidræts Gymnasium) i midten af 2. Sæson, men følte sig ikke klar nok til at flytte tre år alene til Norge. Derfor fortsatte hun sæsonerne, hvor hun selv var fri til at gøre tingene som hun ville. Dette har dog efterfølgende ærgret hende meget.

”Jeg kan tydeligt huske den norske pige Tiril Sjåstad Christensen, som uploadede videoblogs, da hun startede på NTG. På det tidspunkt var jeg bedre end hende på kickers, men hun var bedre end mig på rails. Tre år senere vandt hun X-games. Det var som at få et slag i fjæset!”

Sommeren efter hendes 2. Sæson, tog Trine på træningstur til New Zealand og kom til skade med sit knæ inden en stor konkurrence (første knæskade), hvilket satte hende ud af sporten et års tid.

”Mange af de piger jeg førhen havde konkurreret imod, overhalede mig indenom. Samtidig kom OL på programmet, og jeg kunne godt se at jeg ikke længere kunne nå at rejse rundt og være en del af verdenseliten som ønsket. Det har været mentalt hårdt, og det tog længe, før jeg kørte normalt igen”.

riders-04

Når uheldet indtræder – igen
Efter genoptræningen og 3. Sæson i Europa, rejste Trine til Mammoth for at tilbringe vinteren der. Hun blev meldt til to større konkurrencer, men væltede i den første og ødelagde det andet knæ (begge korsbånd + ledbånd).

”Lige efter mit styrt var jeg ikke i tvivl om knæet var gået helt i stykker, men lovede mig selv ikke at blive slået ud af planerne nu, men være fokuseret på at komme 100 % tilbage på samme spor, mod OL!”
Under genoptræningen blev Trine kontaktet af en del forskellige mennesker (mange hun ikke selv kendte), som gav hende råd om at tænke efter og være fornuftig omkring fremtiden. Det var mærkeligt pludselig at begynde at skulle forholde sig til en handicappet hverdag, hvis ikke hun tog skaderne seriøst.

”Min fysioterapeut sagde, at jeg skulle overveje om jeg ville lære mine børn at stå på ski om 10 år, for så var der ikke plads til den form for risikofyldt sport fremover”.

Det satte stof til eftertanke. Hvis normale skiløbere kommer til skade, er det en selvfølge, at de ikke skal stå på ski mere. Men så let kunne hun ikke slippe sporten.

”Jeg havde aldrig overvejet at gå andre veje, da det bare lå i kortene, at det var dette jeg skulle fremover. Men man lærer virkelig meget af at være skadet”.

Et menneske har fire korsbånd – Trine har ødelagt tre af dem, plus menisken i det ene knæ og et ledbånd.

”Rasmus siger altid, at kunsten er, at befinde sig godt i det man laver lige meget, hvad det er. Det stræber jeg tit efter at leve efter uanset situationen”.

riders-05
Trines kirurg tester knæet seks måneder efter operationen

Friheden tilbage til hverdagen
I lang tid kunne Trine ikke komme fra A til B uden hjælp fra dem omkring hende. Men nu er hverdagen næsten tilbage til det normale.

”Det er helt fantastisk dejligt. Når først du har været så afhængig af alle omkring dig, hvor alt skulle planlægges – der er en der skal køre dig, en der skal hjælpe dig op af trappen, osv. – så er det helt fantastisk at kunne gøre tingene selv igen. Når man står i situationen er det virkelig svært at vise folk, hvor taknemmelig man er, fordi man også har brug for plads omkring sig, men det kan man bare ikke få, fordi man har brug for hjælp. Når man selv kan det hele igen, finder man virkelig ud af, hvor fedt livet er. Det er virkelig en øjenåbner, og det sætter tingene i perspektiv. Det giver mig livsglæde at stå på ski, og jeg kan ikke slippe den glæde. Men måske behøver jeg ikke at rotere lige så højt oppe i luften mere”.

riders-06
Genoptræning, stabilitet og balance

Et år efter skaden går genoptræningen rigtig godt, men Trine er ikke helt klar til at få ski under fødderne endnu.

“Der er mange ting jeg stadig ikke kan og må, men der er også meget jeg må. Jeg må for eksempel gerne cykle, men ikke køre mountainbike, da knæet kan komme ud i nogle stillinger, som jeg ikke kan kontrollere. Jeg må gerne svømme crawl, men ikke brystsvømning. I starten af januar stod jeg på bolden for første gang i 10 måneder, og ellers genoptræner jeg jo fire gange om ugen. Det begynder at være sjovt igen, når man kan lave noget, som giver sved på panden! Jeg føler mig ikke længere skadet på samme måde, som jeg har gjort. Det psykiske er også en virkelig stor del af at være skadet. Jeg tænker på skaden hver dag, men jeg lader mig ikke påvirke af det på samme måde som ved min første skade. Denne her gang er det mig, der har kontrollen, og ikke selve skaden. Selvom mit knæ er skidt, så fungerer hovedet stadig.”

Lev i nuet
En skade rammer fysisk hårdt, men den psykiske del er en lige så stor faktor. Man lærer mange ting af at være skadet, det har Trine i hvert fald gjort, og hun giver et par gode råd med på vejen til, hvordan man kan holde humøret oppe, hvis skaden skulle ske.

”Det lyder måske lidt plat, men husk at leve i nuet. Man skal ikke altid gå den lige vej for at opnå sine drømme. Nogle gange er man nødt til at tage nogle omveje, og undervejs får man måske nye drømme. Hvis jeg skal komme med nogle gode råd til andre, der kommer til skade, så vær tålmodig! Og mist ikke troen på, at du selvfølgelig kan komme 100% tilbage på ski, måske med et nyt fokus som du ikke havde regnet med… Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget andet.”

riders-07
Freestyle DM (foto: Jesper Grønnemark)

Fremtidsplaner
Efter så langt et skadesforløb er det vigtigt ikke bare at kaste sig for hurtigt ud i skiløbet igen. Trines planer er højest sandsynligt at rejse til Australien til sommer for at starte skiløbet op igen lige så stille og lære ”det nye knæ” at kende.

”Jeg ved, jeg ikke er helt færdig med at køre slopestyle. Jeg synes, det er sjovt, og det er der jeg virkelig har haft succes tidligere. Men jeg er nødt til at starte et andet sted nu. Det har taget rigtig lang tid for mig at acceptere, at de næste par år ikke lige bliver den direkte vej til OL, men i stedet den fornuftige og sikre vej tilbage på ski. Derfor har jeg søgt ind på Oure Højskole på deres PSI linje (Professionel Skiinstruktør). Det bliver en helt anden tilgang til skiløbet og en meget mere skolet måde at stå på ski på. Men jeg glæder mig helt vildt, og jeg er sikker på, det bliver super spændende. Hvis jeg kommer ind, er det også første gang, jeg kommer til at være del af et rigtigt team på ski med en træner. Det kommer til at være meget anderledes.”

riders-08
Trine kommer i mål til Freeride DM 2012 (foto: Jesper Grønnemark)

Vi krydser fingre for at Trine kommer ind på Oure, og at hun kommer stærkt tilbage til skiløbet.

Vil du læse mere om Trines eventyr så tjek hendes blog ud her

Tjek hendes edit fra den lidt korte sæson Mammoth ud her

Talenter i 20erne

  • 1. december 2015

Af Anders Ryehauge – december 2015 – Kilde: Artikel

dsb-side-11

Læs I PDF-format
Artikel fra “Ud og se med DSB” på Talentsiden (s. 10) fra december 2015.